Ledelse af Sygepleje

At skabe kvalitet i sammenhængende patientforløb

For at sikre kvalitet i sammenhængende patientforløb, er det essentielt, at sygeplejersker arbejder målrettet med kvalitetsforbedring i relation til den præsenterede case. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fremhæver fem centrale kriterier, som skal opfyldes for at opnå en høj kvalitet i patientplejen:

• Høj professionel standard: Sygepleje og behandling skal være af høj kvalitet, baseret på den nyeste viden og med minimal risiko for patienten.
• Minimal patientrisiko: Sikkerhedsforanstaltninger skal være på plads for at minimere risikoen for patienten under hele forløbet.
• Høj patienttilfredshed: Patientens oplevelse og tilfredshed med plejen og behandlingen skal være i fokus.
• Helhed i patientforløbet: Patientforløbet skal opleves som sammenhængende og koordineret, uden unødvendige ventetider.
• Effektiv ressourceudnyttelse: Ressourcer relateret til personale og drift skal anvendes effektivt for at sikre en bæredygtig pleje.

At opretholde en høj professionel standard kræver kontinuerligt fokus på kvalitet i alle aspekter af sygeplejen og behandlingen. Dette inkluderer at minimere risikoen for patienten og stræbe efter at øge patienttilfredsheden ved at sikre, at patientforløbet opleves som helstøbt og effektivt koordineret.

For at opnå høj kvalitet i sygeplejen er det afgørende at anvende evidensbaseret viden i plejen og behandlingen af patienter.

Referencer: Samson et al., 2014, s. 216-217.

Ledelsesstile

Overvejelser om Ledelsesstile

Det er afgørende for en teamleder at reflektere over anvendelsen af forskellige ledelsesstile, afhængigt af den aktuelle situation. Der skelnes mellem følgende ledelsesstile:

• Den autoritære: Anvender formel magt til at instruere og kontrollere opgaveløsningen.
• Den demokratiske leder: Inddrager medarbejdere i beslutnings- og opgaveløsningsprocesser.
• Laissez-faire stilen: Overlader opgaver til medarbejdere uden direkte indblanding.
• Selvledelse: Fremmer udvidet autonomi blandt medarbejdere til at bidrage til organisationens fælles mål.

Referencer: Samson et al., 2014, s. 30-33.

Klinisk Beslutningstagning og Evidensbaseret Praksis

Faktorer Relevante for Klinisk Beslutningstagning

• Sygeplejerskens faglige skøn og evne til at analysere komplekse kliniske problemstillinger.
• Patientens præferencer og bevidsthed om ønsker og behov.
• Sygeplejerskens evne til at hente viden fra forskning.

Evidensbaseret Praksis

I sundhedsvæsenet er der et krav om, at valg og tilbud om sundhedsfaglige ydelser skal være baseret på evidensbaseret viden. Denne viden har til formål at sikre en samvittighedsfuld, eksplicit og velovervejet anvendelse af den aktuelt bedste viden på området, som grundlag for kliniske beslutninger om behandling af individuelle patienter.

Retningslinjer er udarbejdet på baggrund af den bedst tilgængelige evidensbaserede viden på området.

For at en retningslinje kan anvendes effektivt i praksis, er det afgørende, at klinikeren kan vurdere, om retningslinjen er anvendelig i den givne situation. Patientens ønsker og præferencer er også af stor betydning.

Evidensbaseret Praksis Model

Modellen for evidensbaseret praksis, udviklet af Sackett et al. i 1996, fremhæver betydningen af at integrere klinisk ekspertise med den bedste tilgængelige eksterne kliniske evidens fra systematisk forskning.

Udvidet Model for Evidensbaseret Praksis

En udvidet model for evidensbaseret praksis tager højde for flere faktorer, der påvirker anvendelsen af evidensbaseret viden. Modellen belyser, hvordan sundhedsvæsenets økonomi og ressourcer kan begrænse de ydelser, der tilbydes patienten, selvom der findes evidens for, at en bestemt behandling eller plejeindsats kunne have en gavnlig effekt.

Denne model understreger, at økonomiske og ressourcemæssige begrænsninger kan påvirke implementeringen af evidensbaseret viden i praksis.

I samfundet og sundhedsvæsenet har der fundet et paradigmeskifte sted, hvilket har ført til opståelsen af en kultur, hvor der tilstræbes mest muligt evidensbaserede ydelser. En forudsætning for dette er motivation og nysgerrighed efter den bedst mulige viden på området.

En klinisk retningslinje defineres som "systematisk udarbejdede udsagn, der kan bruges af fagpersoner og patienter, når de skal træffe beslutninger om passende og korrekt sundhedsfaglig ydelse i specifikke kliniske situationer" (Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren, 2003). Dette indebærer, at retningslinjerne er udarbejdet fra en systematisk anerkendt metode og skal være til hjælp for sygeplejersken.

Fire Vigtige Faser i Udviklingen af en Klinisk Retningslinje

1. Fokuserede spørgsmål
2. Systematisk litteratursøgning
3. Kritisk vurdering af litteraturen
4. Udarbejdelsen af anbefalingerne

(Center for Kliniske Retningslinjer, 2013)

Derudover kan der også være tale om retningsgivende dokumenter, såsom virksomhedsgrundlag, politikker, retningslinjer eller instrukser, som kan indeholde henvisninger til kliniske retningslinjer. Disse dokumenter indgår også i de lokale databaser.

Det er et krav fra ledelsessiden, at disse retningsgivende dokumenter indgår i sygeplejerskens overvejelser, når der tages stilling til valg af behandling og pleje. Dette har også været en forudsætning for akkreditering af IKAS.

Begreberne "retningslinje" og "instruks" anvendes ofte synonymt i praksis, selvom de retningsgivende dokumenter ikke er juridisk bindende. I den konkrete situation er det faglige skøn afgørende for, hvad der skønnes eller besluttes at være en passende og korrekt sundhedsfaglig ydelse. Retningslinjer fungerer derfor som et led i klinisk beslutningstagning (Skaarup, S., 2014, s. 139-154).

Kompetence og Uddelegering af Opgaver

Patientsikkerhed og minimalisering af patientrisiko kræver, at den, der udfører en opgave, er kompetent til dette. Inden for rammerne af kompetence diskuteres både organisatorisk kompetence og kompetenceudvikling.

Forståelse af Kompetence

Kompetencebegrebet er ofte forvekslet med kvalifikationsbegrebet, men der er en væsentlig forskel. Kompetence dækker over et individs viden, færdigheder, og evnen til at handle hensigtsmæssigt under forskellige forhold, uanset om disse er forudsigelige eller ej. Dette begreb er tæt knyttet til praksis og handling.

Kvalifikation vs. Kompetence

Modsat kompetence, stammer kvalifikationsbegrebet fra industrisamfundet, som var præget af masseproduktion og effektiv udnyttelse af arbejdskraft. Kvalifikationer er ikke direkte handlingsorienterede, men refererer ofte til dokumenteret viden, såsom eksamensbeviser, der viser en persons evne til at handle relevant i forskellige sammenhænge uden nødvendigvis at indikere praktisk kompetence.

Patricia Benner – Fra Novice til Ekspert

I forbindelse med uddelegering af opgaver er det vigtigt at kende til kollegaers kompetenceniveauer. Sygeplejeteoretiker Patricia Benner har udviklet en model for at opnå kompetence, kendt som "Fra novice til ekspert". Modellen inkluderer følgende trin:

1. Nybegynder
2. Advanceret nybegynder
3. Kompetent
4. Kyndig
5. Ekspert

Referencer: Glasscock et al., 2014, s. 58-62.

Plejeformer

Valget af plejeform er vigtigt i den daglige ledelse og koordinering af arbejdet inden for sundhedssektoren. Forskellige situationer kræver forskellige tilgange til arbejdsfordeling og pleje, som det er essentielt at være bevidst om.

Overblik over Plejeformer

• Rundepleje: Afdelingssygeplejersken har det overordnede ansvar og uddelegerer specifikke plejeopgaver til sygeplejersker med relevante kompetencer og specialiseringer.
• Gruppepleje: Personalet opdeles i mindre grupper, hvor hver gruppe ledes af en udpeget sygeplejerske.
• Primærsygepleje: En sygeplejerske er ansvarlig for hele plejeforløbet for en eller flere patienter, baseret på afdelingens normering.
• Tildelt patientpleje: En kombination af gruppepleje og primærsygepleje, repræsenterer en moderne tilgang til organisering af sygepleje med begrænset litteratur.
• Tværfagligt team: En videreudvikling af ovenstående plejeformer, hvor tværfagligt samarbejde spiller en central rolle.

Tværfaglige samarbejdsformer

Multidisciplinært Teamsamarbejde

Ved multidisciplinært teamsamarbejde er der en lav grad af integration mellem fagområder. De enkelte faggrupper arbejder uafhængigt af hinanden med hver deres mål og har en begrænset grad af patientinddragelse. Teamkonferencer afholdes, hvor medlemmer rapporterer ud fra egne mål og resultater.

Tværfagligt Interdisciplinært Teamsamarbejde

I tværfagligt interdisciplinært teamsamarbejde arbejdes der med et fælles mål for alle involverede fagrupper, inklusive patienten. Samarbejdet karakteriseres ved en god forståelse mellem faggrupperne, og de tværfaglige samarbejdspartnere præsenterer sig monofagligt for patienten. Der afholdes teamkonferencer, hvor mål formuleres og evalueres.

Transdisciplinært Teamsamarbejde

Transdisciplinært teamsamarbejde indebærer, at faggrupper arbejder både med deres eget fag på specialistniveau og med andre fags områder på generalistniveau under supervision af specialister. Dette kræver tæt samarbejde og nærhed mellem faggrupperne. En deltager udvælges til at være ansvarlig for teamets arbejde og fungerer som kontaktperson for patienten.

Professionernes Kompetenceområder

Arbejdet i tværfaglige teams omkring patientbehandling kan præsentere en række udfordringer. Disse udfordringer skyldes ofte de forskellige teoretiske grundlag, som de involverede professioner bygger på. For at indgå i og opnå et succesfuldt samarbejde, er det afgørende at have kendskab til de tværfaglige samarbejdspartneres kompetenceområder.

Lovgivning for Professionsbacheloruddannelser

I 2011 blev følgende lovgivning vedtaget for erhvervsuddannelser og professionsbacheloruddannelser, som beskrevet i § 3:

"Professionsbacheloruddannelserne skal give de uddannede viden om og forståelse af fagområdernes praksis, anvendt teori og metode på et niveau, der kvalificerer til selvstændigt at kunne analysere og vurdere problemstillinger. Uddannelserne skal endvidere skabe grundlag for selvstændig refleksion over fagområdernes sammenhæng med udviklingsbaseret viden og erhvervsfunktion."

"Stk. 2: Uddannelserne skal kvalificere de uddannede til at varetage praksisnære, komplekse og udviklingsorienterede erhvervsfunktioner. Uddannelserne skal endvidere kvalificere til relevant videreuddannelse, udvikle selvstændighed, samarbejdsevne og evne til at skabe fornyelse samt udvikle interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund."

Kilde: Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, 2011; Sørensen Villemoes, L. et al., 2013, s. 75-76.

Ergoterapeutens Rolle og Kompetencer

Ergoterapeutens hovedformål er at muliggøre menneskelig aktivitet og deltagelse eller afhjælpe og forebygge problemer relateret til aktiviteten. Dette indebærer skabelsen af betingelser, hvorved nødvendige og meningsfulde aktiviteter kan blive en realitet for individet.

Kompetencer ifølge Uddannelsesbekendtgørelsen

Uddannelsen til professionsbachelor i ergoterapi sætter fokus på følgende kompetenceområder:

• Udførelse, formidling og ledelse af ergoterapi i samspil med de fysiske, sociale, kulturelle og institutionelle forhold.
• Vurdering og udvikling af det professionelle virke i forhold til borgeren.
• Samarbejde med borgeren, pårørende, kollegaer og andre faggrupper med respekt for individets baggrund.
• Evaluering, dokumentation og udvikling af ergoterapi samt deltagelse i udviklingsbaseret arbejde inden for sundhedssektoren.
• Fortsat udvikling gennem teoretisk og klinisk videreuddannelse efter afsluttet grunduddannelse.

Grundlæggende Antagelser i Ergoterapi

Den ergoterapeutiske praksis bygger på antagelsen om, at aktivitet og deltagelse er grundlæggende for udvikling af færdigheder og opnåelse af tilfredsstillelse af fysiske, psykiske og sociale behov. Gennem arbejde og aktiviteter udvikles motoriske, perceptuelle og intellektuelle færdigheder, som er nødvendige for dagliglivet og socialt samspil.

Kilde: Undervisningsministeriet, 2008.

Fysioterapeutens Rolle og Kompetencer

Fysioterapeutens primære formål er at arbejde med kroppens fysiske og psykiske funktionsevne, især i forhold til påvirkninger fra sygdom og skade. Dette arbejde inkluderer en dyb forståelse for hjernens funktion i lære- og genlæringsprocesser, samt brug af manuel påvirkning af led og muskler og specifik træning og aktivitet.

Uddannelsesmål for Professionsbachelor i Fysioterapi

• Udførelse, formidling og ledelse af fysioterapi med henblik på udredning, diagnostik, behandling, genoptræning, lindring, sundhedsfremme, sundhedsbevarelse, forebyggelse og rehabilitering.
• Vurdering, begrundelse og udvikling af professionsudøvelsen ud fra et analytisk perspektiv.
• Samarbejde med patienter, pårørende, kolleger og andre faggrupper med respekt for individets baggrund.
• Udvikling og kvalitetssikring af fysioterapi, herunder innovation og anvendelse af eksisterende viden i nye sammenhænge samt deltagelse i udviklingsbaseret arbejde.
• Fortsat udvikling gennem teoretisk og klinisk videreuddannelse efter endt grunduddannelse.

Kilde: Undervisningsministeriet, 2008.

Sygeplejerskens Rolle og Kompetencer

Sygeplejersken spiller en kritisk rolle i sundhedsvæsenet, idet de arbejder professionelt med mennesker i alle livssituationer, ofte under kritiske forhold, hvor patienter kan befinde sig mellem liv og død. En væsentlig del af sygeplejerskens arbejde er baseret på effektiv kommunikation og ofte indebærer det at agere som tovholder og koordinator i det interprofessionelle samarbejde omkring patientbehandlingen.

Kompetencer ifølge Uddannelsesbekendtgørelsen

• Udførelse, formidling og ledelse af sygepleje med fokus på sundhedsfremme, -bevarelse, forebyggelse, behandling, rehabilitering og lindring.
• Vurdering og begrundelse af det professionelle virke i forhold til patienten, samt udvikling af dette virke.
• Samarbejde med patienten, pårørende, kollegaer og andre faggrupper, med respekt for individets baggrund.
• Udvikling af sygepleje, innovation, anvendelse af eksisterende viden i nye sammenhænge og deltagelse i forskning inden for sundhedsområdet.
• Kontinuerlig faglig og teoretisk udvikling gennem videreuddannelse efter endt grunduddannelse.

Kilde: Undervisningsministeriet, 2008.

Utilsigtede Hændelser (UTH) og Patientsikkerhed

Patienters sikkerhed, herunder forebyggelse af utilsigtede hændelser (UTH), er et essentielt element i at sikre høj kvalitet i sundhedsvæsenet.

Definition af UTH

Sundhedsstyrelsen definerer en UTH som:

”... en begivenhed, der opstår i forbindelse med sundhedsfaglig virksomhed, herunder præhospital indsats, eller i forbindelse med forsyning af og information om lægemidler. Utilsigtede hændelser omfatter både kendte og ukendte hændelser og fejl, som ikke er forårsaget af patientens sygdom, og som enten har forårsaget skade eller potentielt kunne have forårsaget skade, men blev forhindret eller ikke indtraf på grund af andre omstændigheder.”

Kilde: Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2010, paragraf 198, stk. 4.

Rapportering af Fejl

Fejl bør rapporteres som en utilsigtet hændelse. Potentielle hændelser, der blev afværget gennem en stærk patientsikkerhedskultur, behøver ikke rapporteres. Formålet med at rapportere er at forbedre patientsikkerheden ved at lære af hændelserne, hvorfor de involverede parter anonymiseres.

Det skønnes dog, at kun ca. 10% af alle UTH'er faktisk rapporteres. Dette kan delvist skyldes en følelse af skyld, skam, eller ubehag forbundet med rapporteringen.

Referencer: Samson et al., 2014, s. 232-236.

Kun faktiske fejl skal rapporteres, ikke potentielle fejl, der er blevet forebygget af patientsikkerhedskulturen.

Fejl der skal indrapporteres:

• De skadevoldende hændelser, der kan forebygges.
• De ikke-skadevoldende hændelser, der ikke var skadevoldende, fordi patienten var robust.
• De ikke-skadevoldende hændelser, der ikke var skadevoldende, fordi de blev forhindret.

Definition af Patientsikkerhed

Jf. Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM), som dog er udfaset, defineres patientsikkerhed som:

"Sikkerheden for patienter mod skade og risiko for skade som følge af sundhedsvæsenets indsats og ydelser eller mangel på samme" (IKAS 2012) (Samson, D.E og Glasscock, T., s. 232-236).

Konflikthåndtering

At håndtere konflikter og uoverensstemmelser er essentielt for at opretholde et konstruktivt, sundt og dynamisk samarbejde. En vigtig del af konflikthåndtering er forståelsen af, hvordan konflikter kan forebygges og løses.

“Coming together is a beginning. Keeping together is progress. Working together is success.”

Dette citat understreger vigtigheden af at etablere et sundt samarbejde som fundament for effektiv konflikthåndtering.

Konflikttrappen

Konflikttrappen er et værktøj til at forstå og håndtere konflikter. Den beskriver, hvordan konflikter normalt optrappes, og hjælper med at identificere på hvilket stadie en given konflikt befinder sig.

Konflikttyper

• Metodekonflikt: Uenighed om, hvordan en opgave skal udføres.
• Ressourcekonflikt: Konflikter om fordeling af ressourcer eller budgetter.
• Værdikonflikt: Uenighed baseret på forskellige kulturelle eller personlige værdier.
• Personkonflikt: Konflikter der opstår på et personligt plan, ofte relateret til identitet eller selvværd.

At identificere konflikttypen og det aktuelle stadie på konflikttrappen er første skridt mod at finde en løsning og forhindre yderligere optrapning.

Udbybning Af Konflikttyper

Metodekonflikt

Metodekonflikter opstår, når der er uenighed om, hvordan en opgave skal udføres. Disse konflikter fører sjældent til større problemer, da de ofte kan løses gennem dialog og kompromis.

Ressourcekonflikt

Ressourcekonflikter handler om fordelingen af begrænsede ressourcer, såsom budgetter, udstyr, og personaleudviklingsmuligheder. Disse konflikter kan opstå, når der skal træffes beslutninger om, hvordan ressourcer skal allokeres mellem forskellige behov og interesser.

Værdikonflikt

Værdikonflikter drejer sig om forskelle i kultur, personlige værdier, og holdninger. De kan opstå mellem forskellige faggrupper, generationer inden for arbejdsstyrken, eller mellem patienter og sundhedspersonale, hvilket ofte kræver følsomhed og forståelse for at blive håndteret effektivt.

Personkonflikt

Personkonflikter er ofte de mest udfordrende og kan føre til et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Disse konflikter er personlige og kan være rodfæstet i uenigheder om identitet, selvværd, eller andre dybt personlige spørgsmål.

Konflikttrappen

Første Trin: Uoverensstemmelse

Den indledende fase af en konflikt, hvor parterne er uenige, men problemet er ikke personligt. Denne fase kan føre til øget forståelse, da den giver mulighed for at dele synspunkter og åbner op for dialog.

Andet Trin: Personificering

På dette trin bliver konflikten mere personlig, og fokus skifter fra sagens kerne til personlige angreb. Ord som "altid" og "aldrig" bliver hyppigt brugt, hvilket forstærker den personlige dimension af konflikten.

Tredje Trin: Problemvækst

Konflikten eskalerer, og gamle, uløste problemer bringes til overfladen. Kommunikationen bliver mere anspændt og kan være præget af spydigheder, hvilket yderligere forværrer situationen.

Fjerde Trin: Samtaleophør

Kommunikationen mellem parterne reduceres eller ophører helt. Nonverbal kommunikation bliver fremtrædende, og der kan opstå alliancer og klikker. På dette stadie er det kritisk at intervenere for at forhindre permanent skade på relationer.

Referencer: Larsen, J. et al., s. 149-153.

Litteratur

• Birkler, J. Nærhedsetik, Konsekvensetik og Pligtetik. I Filosofi og sygepleje – etik og menneskesyn i faglig praksis. Munksgaard; 2007 1.udg. S. 49-56, 101-110 og 153-160.
• Danielsen, M. Organisering og organiseringsformer i sundhedsvæsnet I: Hjortbak Rose, B. Sundhedsvæsnet på tværs – opgaver, organisation og regulering. Munksgaard; 2013 2.udg. s. 191-209.
• Finderup, J. Patientsikkerhed og utilsigtede hændelser I: At lede sygepleje, Samson Eldrup, D og Glasscock, T. Gads Forlag; 2014 1. udg. s. 231-259.
• Sackett et al. Evidensbaseret praksis, 1996.
• Samson Eldrup, D og Glasscock, T. et. al. Patientsikkerhed og utilsigtede hændelser I: At lede sygepleje. Gads Forlag; 2014. 1.udg. s. 231-257.
• Kodex og værdier, OUH.; 2016. Lokaliseret på: http://www.ouh.dk/wm457600 d. 16-05-16. s. 1-2.
• Center for kliniske retningslinjer. Fire vigtige faser i udviklingen af en klinisk retningslinje; 2013.
• Schaarup, S. Grundlag for klinisk beslutningstagning I: At lede sygepleje, Samson Eldrup, D og Glasscock, T. Gads Forlag; 2014. s. 139-154.